Undgå afbrydelser på lageret
Hvis arbejdsprocesser eller procedurer på lageret bliver afbrudt, koster det ikke kun tid men fører også til forsinkelser i de efterfølgende processer som f.eks. vareforsendelse og levering til kunder. Er en virksomhed eksempelvis just-in-time-leverandør til bilindustrien, er der risiko for omfattende kontraktlige sanktioner, hvis den produktion, der er afhængig af leverancen, må stoppe. Hvis en kunde modtager for sen levering, påvirkes tilliden og kundeloyaliteten. At undgå afbrydelser og nedetid i lagerarbejdet er således tæt knyttet til procesoptimering på lageret. Generelt kan man her skelne mellem planlagte og ikke-planlagte afbrydelser. Planlagte afbrydelser inkluderer f.eks. nedetid på grund af lageroptælling eller eftersyn af maskiner, systemer og reolinspektion. Ikke-planlagt nedetid kan f.eks. skyldes maskinskader, fejl i lagerstyringssystemet, fejl i upstream-produktionen eller arbejdsulykker og sygefravær hos de ansatte.
Planlagte afbrydelser
Planlagt lageroptælling uden forsinkelse
At foretage lagerstatus bør altid være nøje planlagt og forberedt og udføres på en tidsbesparende og effektiv måde. Hele virksomheden kan evt. være nødt til at arbejde på forskud, så der opbygges en tidsbuffer for at imødegå afbrydelser. For i modsat fald kan det være nødvendigt at gøre arbejdet om. Ideelt set er det kun småting, der giver unødvendige forsinkelser og afbrydelser på selve statusdagen. Naturligvis skal man have tilsagt tilstrækkeligt personale - medarbejdere og evt. vikarer - til den fysiske optælling. Forud for lageroptællingen skal det afklares, om status kan gennemføres med igangværende eller reduceret produktion, eller om virksomheden må lukke imens. Hvor lang tid forventes optællingen at tage, og hvornår skal den helt præcist foregå? De områder, der skal optælles, skal klargøres. Dvs. der skal ryddes op i lager- og salgsområderne, beholdninger skal samles og sorteres, beskadigede varer placeres separat, korrekt mærkning kontrolleres osv. (1). Derudover skal f.eks. lager- og varelister udarbejdes og gøres tilgængelige. Det er også en fordel at bruge tjeklister. Registrering og kontrol skal udføres mindst fire timer før, selve optællingen påbegyndes. Så snart opgaven er afsluttet, skal de optalte områder aflåses eller sikres mod fjernelse af varer.
Løbende statusopgørelse ved hjælp af et lagerstyringssystem (WMS = warehouse management system) er også fordelagtigt. Forudsætningen for et omhyggeligt, nøjagtigt lagerregnskab og tilsvarende dokumentation opnås bedst med WMS.
Vedligeholdelsesarbejde
I henhold til Arbejdsmiljølovens kapitel 7, § 45 skal ”…apparater, redskaber, byggevarer, andre tekniske hjælpemidler og personlige værnemidler…være indrettet og… anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige”. Mindst én gang årligt skal der således foretages eftersyn på reolsystemer, gaffeltrucks, automatiseret transportteknologi og automatiserede kasselagre. I henhold til DS/EN-15635 samt Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 skal det ”..ved passende eftersyn og vedligeholdelse foretaget af en sagkyndig person sikres, at et teknisk hjælpemiddel til stadighed holdes i forsvarlig stand…” (2).
De forskellige tidspunkter for inspektion og vedligeholdelse på lageret skal planlægges og fordeles hen over året, så arbejdsgange og procedurer påvirkes så lidt som muligt. En gaffeltruck fra virksomhedens egen flåde kan eksempelvis efterses hver måned, eller alle gaffeltrucks kan samles i en weekend eller i en ferieperiode for samlet inspektion. I sidstnævnte tilfælde kan der for at undgå spildt arbejdsindsats kompenseres med yderligere udstyr, der evt. kan lejes. Personaleplanlægningen på lageret skal naturligvis tilpasses i overensstemmelse hermed.
Ikke-planlagte afbrydelser
Fejl på maskiner, anlæg og udstyr
Driftssvigt på maskiner eller udstyr kan koste store mængder tid og mange penge. Men med en hensigtsmæssig beredskabsplan kan man komme fejlene i forkøbet og reagere velforberedt på dem. I nogle tilfælde kan det derfor være en god idé at have reservekomponenter til rådighed.
Et eksempel kunne være nedbrud på en gaffeltruck-kran i en lagergang på et automatiseret lager. For til stadighed at kunne komme til varerne i tilfælde af en nødsituation, anbefales det at fordele de vigtigste varer ud på flere forskellige lagergange. På den måde undgår man, at ordreplukning og kundeleverancer går i stå. Smalgangslagre bør ikke være udstyret med føringsskinner men derimod med induktionslinjer, således at en håndpalleløfter stadig kan nå gulvpallerne i tilfælde af nedbrud på gaffeltrucken. Det er bestemt en fordel at forebygge svigt og nedetid gennem vedligeholdelsesforanstaltninger, maskinservice (væskestyring, vedligeholdelsesarbejde m.v.) og industriel rengøring.
I lagerstyringssystemer er det presserende at have backup af kritiske hardware- og softwarekomponenter på grund af systemets kompleksitet samt alvorlige konsekvenser i tilfælde af fejl. Også inden for conveyor-teknologi er backup af visse komponenter en nødvendighed af sikkerhedsmæssige årsager.
Forebyggelse af produktionsstop
For at undgå eventuelle driftsstop i produktionen, bør man have passende sikkerhedslagre af de vigtigste artikler på sit lager. Kun på den måde kan ordreplukning og kundeleverancer fortsætte uden afbrydelse. Tilsvarende skal man også opbevare vigtige halvfabrikata, komponenter, hjælpematerialer og smøremidler til produktionen, så nedetid kan forhindres
Afværgelse af leveranceforsinkelse
Forsinkelse i leverancer fra leverandører kan også have katastrofale konsekvenser for en virksomhed. Derfor tilrådes det at have en kontinuerlig leverandørkontrol samt overblik over alternative leverandører. Som Corona-krisen har vist os, så kan hele forsyningskæder kollapse. Den stærke afhængighed af leverandører fra Kina førte til flaskehalse og nedetid i mange produktions- og handelsvirksomheder. I fremtiden vil der derfor være behov for at arbejde på at gøre forsyningskæderne mere robuste ved f.eks. at finde alternative leverandører i andre lande. Særligt for just-in-time-produktionen i bilindustrien har leveranceforsinkelser fatale følger, da produktionen her standser øjeblikkeligt. Her kan det være nødvendigt at revurdere hele produktionsprincippet eller -systemet.
Forebyggelse af medarbejderfravær
Medarbejdere kan have fravær på grund af sygdom eller ulykke. For at undgå afbrydelser i processer og arbejdsgange på lageret kan man eventuelt benytte vikarbureauer.
Generelt er det naturligvis vigtigt, at virksomheden tager forebyggelse af arbejdsulykker alvorligt. På enhver arbejdsplads er der områder, der skal sikres mod uvedkommende adgang. Desuden er der mange risikoområder, der skal afskærmes med afmærkning. Ansvaret for forebyggelse af ulykker og eliminering af risikoområder påhviler virksomhedens ejer. Når det kommer til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, er arbejdsgiveren primært ansvarlig for at forhindre skade på sine medarbejderes liv og lemmer. Grundlæggende forpligtelser er således pålagt ved lov specificeret i arbejdsmiljøloven samt dens tilhørende bekendtgørelser, hvoraf de vigtigste er:
Samarbejde om sikkerhed og sundhed
Arbejdets udførelse
Arbejdsstedets indretning
Tekniske hjælpemidler mv.
Stoffer og materialer
Undgå afbrydelser i ordreplukningen
For at forhindre afbrydelser under ordreplukning bør man altid opbevare tilstrækkelige sikkerhedslagre. Men alt for store lagerbestande og -områder er også en ulempe, som for enhver pris bør undgås ved ordreplukning. Sikkerhedslagre skal derfor fastlægges med stor præcision. Man kan også med fordel organisere plukningen effektivt, så processen foregår uden problemer (3). Leverandørkontrol og identifikation af alternative leverandører er som nævnt vigtige parametre. Endelig skal mangel på medarbejdere undgås f.eks. ved ansættelse af midlertidig arbejdskraft.
Optimering af lageret
Et effektivt lager uden afbrydelser og fejl opnås ved standardiserede processer som f.eks. ensartet mærkning af lagerlokationer og transportenheder samt brug af WMS. Følgende 10 indsatsområder er særligt velegnede (4):
Eliminering af informationsbrud i lagerprocesserne
Forenkling af lagerprocesserne lige fra modtagelse, plukning og til forsendelse
Reducering af søgeindsatsen samt effektivisering af plukningen gennem standardiseret mærkning
Indførelse af effektive kontrolmekanismer i forsendelsesafdelingen
Minimering af afvigelser i lagerbeholdningen samt undgå fejlleveringer
Forbedret lagerpræcision
At undgå udsolgte varer og øge kvaliteten af varelevering
Afdækning af energibesparende potentialer
Optimeret brug af interne transportmidler
Minimeret kommunikationsindsats ved overgang til elektronisk dataudveksling (EDI) evt. indførelse af WMS.
Litteratur:
1 Statusoptælling: Sådan lykkes status med en minimal indsats, Haufe-Lexware GmbH & Co. KG, Link
2 Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109, Link
3 BITO’s ekspertviden, 10 fejl man bør undgå ved ordreplukning, Link
4 The challenge of efficient warehouse management, Mittelstand 4.0-Kompetenzzentrum eStandards, Link