Smart Warehousing bliver den nye gyldne standard

På det intelligente lager såvel som i en Smart Factory er alle komponenter og cyberfysiske systemer forbundet via IoT. En digital tvilling danner kernen.

Det intelligente lager er inspireret af intelligente fabrikker, og det, som de har til fælles, er et datadrevet grundlag eller miljø. Tro mod grundsætningen at "data er det nye sort i det 21. århundrede", er alle processer i et Smart Warehouse baseret på data evalueret af kunstig intelligens. AI (artifcial intelligence) afdækker mønstre i data, laver prognoser om den fremtidige procesudvikling og træffer beslutninger automatisk. Data, der analyseres, er f.eks. kundedata, måldata, realtidsdata fra sensorer på tingenes internet (IoT: internet of things), analysedata, overvågnings- og logdata fra it-systemer, data fra eksisterende datalagringsløsninger eller sågar eksterne data fra sociale netværk, internet eller forretningspartnere. Rene data er grundlaget for al succes for den datadrevne virksomhed. Især e-handlen med små ordrestørrelser, korte leveringstider og uforudsigelig efterspørgsel drager stor fordel af smart-logistik. 

Tingenes internet muliggør vidtrækkende kommunikation

For at indsamle data skal ikke blot den pågældende lagerteknik være udstyret med sensorer, men alle apparater, gaffeltrucks, transportbånd, robotter, lagerstyringssystemer (WMS: warehouse management system) samt andre teknologier skal være forbundet via IoT, så de kan kommunikere med hinanden. Den teknologiske infrastruktur på det intelligente lager skaber et miljø, hvor ordrer og varer automatisk kan modtages, sorteres, organiseres, genkendes og gøres klar til afsendelse. Det giver en kraftig intensivering af produktiviteten, kvaliteten og effektiviteten i et Smart Warehouse og minimerer antallet af fejl samt påkrævet personale. 

Digital tvilling er hjertet

Med Smart Warehousing kortlægges lageret og alle dets processer i en digital tvilling. De indhentede data samles og behandles centralt i det digitale billede af lageret. De således optimerede kommandoer videresendes til arbejdsudstyret og medarbejderne på lageret for videre udførelse. Man kan godt have en digital tvilling af sit lager, før man har det egentligt fysiske lager for på den måde at simulere fremtidige lagerprocesser. Det gør det muligt at indsamle data, erfaringer og ideer til konstruktion og indretning af det fysiske lager. Lageret kan således testes, før det sættes i drift med henblik på at iagttage dets funktion i forhold til proces-flow og forskellige efterspørgselskurver. Desuden er det muligt at overvåge tilstanden på det udstyr, der benyttes på lageret, såsom reolbetjeningsudstyr, transportbånd, robotter, AGV'er m.m. og derved undgå driftsforstyrrelser. Brug af ​​digitale tvillinger har mange fordele: Højere produktivitet, identifikation af forbedringspotentialer, processikring, bedre lagerstyring, omkostningsbesparelser og bedre driftsovervågning. 

Grundlaget for effektiv e-handel

De støt voksende kundeforventninger i e-handlen driver digitaliseringen inden for intralogistik og logistik. Men lagerføring er ikke altid intelligent selv i e-handelsvirksomheder. Ekstremt korte leveringstider, små ordrestørrelser og stærkt svingende efterspørgsel er alle sammen udfordringer, som onlineforhandlere skal kæmpe med. En problemfri forbindelse mellem ordreprocesserne i onlineshoppen og ERP-systemet er afgørende for at kunne forkorte ​​ordrebehandlingen (1). For at muliggøre Smart Warehousing skal alle logistikområder lige fra indkomne varer og til lageret, sorteringen, emballagen og forsendelsen være digitalt forbundne via et lagerstyringssystem (WMS). Investering i et intelligent lager betaler sig også under lavkonjunkturer, da det giver mere effektive processer, omkostningsbesparelser og større kundetilfredshed og derfor ofte fører til flere og større ordrer. Brug af ​​AI og forudsigelig analyse giver en prognose for kundernes fremtidige ordreadfærd, og varer kan således plukkes og gøres klar til afsendelse, selv før ordren er modtaget. 

Fordele og udfordringer ved Smart Warehousing

Fordele: 

  • Da kapacitetsplanlægningen løbende optimeres, er det muligt at reagere hurtigere i tilfælde af flaskehalse. 

  • Øget skalerbarhed af lageret: Ved hjælp af den anvendte software og større produktivitet kan lagerkapaciteten øges. 

  • Optimeringspotentialet afdækkes via øget datagennemsigtighed. 

  • Øget digitalisering og automatisering: Brug af robotter, cobots og AGV'er til f.eks. automatisering af plukkeprocesser og intern logistik generelt. 

  • Afskaffelse af stregkodescannere og implementering af RFID-teknologi i virksomheden. RFID-scannere skal kun rettes mod RFID-transponderne på varerne. Maskinel scanning af flere sektioner eller bulk-scanninger er derved mulig. 

  • AI anvendes til at øge produktiviteten og minimere fejl i en lang række processer: Forudsigelse af produktbehov, lagerstyring, justering af transportkapacitet, styring af AGV'er og robotter, optimering af plukkeprocesser. 

  • Brug af IoT som en datahovedvej i virksomheden og som en nødvendig forudsætning for et moderne WMS. RFID-scannere registrerer automatisk varernes ankomst til fremtidens lager og videregiver oplysningerne til WMS. WMS kommunikerer igen med robotterne og oplyser dem om den specifikke lagerlokation. IoT muliggør således glidende automatisk interaktion mellem hardware og software. 

Udfordringer: 

  • Stor indsats påkræves for at indføre teknologierne og opbygge et Smart Warehouse 

  • Der er ofte psykologiske barrierer blandt medarbejderne, da de ser deres job truet. Der er derfor tale om en enorm forandringsproces, hvor alle medarbejdere skal inddrages. Passende metoder til forandringsledelse skal anvendes. 

  • En radikal nytænkning er påkrævet for alle involverede parter og virksomhedens afdelinger. Processer skal fuldstændigt nytænkes og redesignes. 

  • Introduktionen af mobile enheder (MDE-enheder/-scannere, pick-by- og pick-to-teknikker samt smart kropsteknologi) var kun begyndelsen. Implementering af hele den AI-kontrollerede teknologi er endnu et stort skridt for de ansatte og bør derfor nok opdeles i flere mindre mellemtrin. 

Ny verden for medarbejderne

Der er en risiko for, at medarbejderne i stigende grad bliver rent udøvende organer. Deres kompetencer som f.eks. selvorganisering og viden om bestemte sammenhænge og relationer kan i stigende grad glide i baggrunden og sågar være en hindring, idet effektive processer og kommandoer genereret af AI-algoritmer ikke længere kan forstås af mennesker. Et helt nyt arbejdsmiljø skabes, hvor medarbejdere og robotter arbejder sammen "hånd i hånd" alt efter deres individuelle styrker og kompetencer. Det kan være en stor udfordring især for medarbejdere med lang ansættelse. Til gengæld er arbejdet fysisk mere skånsomt end tidligere. 

Litteratur:

Kluckow Marcel, The smart warehouse takes e-commerce to the next level, November 2020, JLL Jones Lang LaSalle Inc, Link 

BITO Fachwissen, Zukunft des Lagers + Whitepaper 

BITO Fachwissen, Process Mining optimiert Geschäftsabläufe 

BITO Fachwissen, Wie Künstliche Intelligenz die Logistik revolutioniert, Link 

Følgende emner kunne måske også være interessante

BITO Newsletter