Optimal lagerplanlægning

Lageret er ofte hjertet i en virksomhed og skal holdes i forsvarlig og god orden. Hvordan planlægger og gennemfører man en vellykket lagerindretning?

1. Hvad er et lageranlæg og hvordan planlægges det?

1.1 Definition på et lageranlæg

Et lageranlæg er påkrævet, når materialestrømmen mellem produktion eller indkøb og salg brydes. Det kræver, at varerne opbevares korrekt over en ubestemt periode, og det nødvendiggør et lager i en eller flere bygninger. En central del af lageret er lageranlægget, som omfatter alt, hvad der er nødvendigt for korrekt opbevaring såsom hyldeplads, reoler, skabe, kasser, paller og tilbehør.

1.2 Forskellige typer lageranlæg

Ved lagerplanlægning er de mest afgørende faktorer, hvilket lageranlæg man skal bruge, og hvordan man tildeler lagerlokationer. Anlægget er opdelt i et statisk og et dynamisk lager, og der skelnes mellem fast og dynamisk tildeling af lagerlokation.

1. Statisk og dynamisk allokering af lagerlokation 

En fast tildeling af lagerlokation anbefales, når der ikke er stor variation i type og antal af varer, der opbevares. En fast lokation i lagersystemet er således reserveret til hver artikel. Det gør lageret overskueligt. En dynamisk tildeling af lagerlokation muliggør en mere fleksibel udnyttelse af den tilgængelige plads ved at allokere ledig lagerplads til indgående varer. Lagerlokationerne skal dokumenteres på behørig vis - typisk via et ERP-system. Det er også vigtigt at sikre, at udtagning af lagrede varer ikke besværliggøres af de nyankomne varers placering. 

2. Statisk og dynamisk lageranlæg 

Et statisk lageranlæg flyttes ikke, når det først er installeret og er således nagelfast. Denne form for udstyr udgøres typisk af reoler, skabe, tanke eller andre containere. Et dynamisk anlæg kan flyttes og omfatter udstyr som lagerautomater eller mobile reolsystemer. 

1.3 Udvælgelseskriterier

Hvilke reoler og lageranlæg, der passer til en virksomheds behov, afhænger af en række forskellige kriterier. Ud over statisk eller dynamisk anlæg skal man være opmærksom på følgende: 

● Bygningsmæssige og strukturelle forhold: Hvor meget plads er der til rådighed? Hvordan kan man på fornuftig vis få plads til de enkelte elementer på lageret? Er der behov for elforsyningsledninger? 

● Varernes art, vægt og størrelse: Dette afgør, hvilke beholdere (tromler, tønder, kar, kasser eller paller), hylder og reolkonstruktioner, der er påkrævede 

● Metode til levering og udtagning af varer: Dette forhold bestemmer opbevaringshøjden samt påkrævet bredde på de respektive køregange 

● Omkostninger til lageranlæg 

1.4 Første trin til planlægning af lageranlæg

Når man har taget højde for ovenstående punkter og dannet sig et førstehåndsoverblik over mulige lageranlæg, skal man udarbejde en foreløbig skitse, hvor alle forudgående planlægningstrin og ideer noteres. 

Herefter besluttes det, om man foretrækker statisk eller dynamisk opsætning. Tegn i grove linjer det nødvendige lagerudstyr så tæt på korrekt målestoksforhold som muligt. Tag højde for elforsyningsledninger, døre, vinduer, radiatorer, lamper, søjler, sprinklere, ventilation eller trin - alt, hvad der kan besværliggøre lagerinstallationen. 

Til sidst kontrolleres tegningen i forhold til følgende kriterier: 

● Med hensyn til størrelse og stabilitet passer lageret så til de varer, der skal opbevares? 

● Er der plads til alle de varer, der skal opbevares? 

● I hvilken rækkefølge skal varerne kunne udtages? 

Det sidste spørgsmål afføder ofte betydelige problemstillinger. Som regel skal varer, der indlagres først også udtages først - det vil sige First In First Out (FIFO-princip). Der er talrige lagerløsninger, der gør det muligt at håndtere dette princip. Yderligere detaljer om design af lagersystemer kan findes på bito.com

1.5 Logistik

Valg af den optimale lagerløsning til opbevaring, udtagning og levering af varer har afgørende betydning for lageranlæggets intralogistik. Varetype og varernes art har også indflydelse på, om og i hvilke reolgange gaffeltrucks, trapper og plukkevogne er påkrævede. 

1.6 Reoltyper

Reoler optimerer udnyttelsen af den tilgængelige lagerplads. De reoltyper, der typisk anvendes i et lageranlæg, omfatter: 

Hyldereol, småvarereol eller universalreol med stål- eller spånpladehylder ofte udstyret med bag- eller sidevægge. 

Pallereol til opbevaring af varer på paller og i pallebure. Reolkonstruktionen består hovedsageligt af stigegavle og bærebjælker. Niveauerne kan også udstyres med hylder af træ, stål eller gitterriste. 

Gennemløbsreol med metalruller, der giver adgang fra to sider. Systemet kan benyttes til opbevaring af paller eller stykgods. 

Grenreol med vandrette lastbærende grene fastgjort til kun én søjle. Grenreoler benyttes primært til opbevaring af lange varer såsom tømmer, rør eller fx tæpperuller 

● Mobile reoler kører på skinner i gulvet og kan flyttes manuelt eller automatisk. De kan designes som pallereoler, grenreoler eller hyldereoler 

Dybdestablingsreol er en pallereol, der betjenes med gaffeltruck fra kun én side 

● Drive-through-reol er det samme som en dybdestablingsreol men kan betjenes fra begge sider og gør det således muligt at benytte FIFO-princippet 

2. Sikkerhed i lageranlæg

Arbejdsgiver er juridisk forpligtet til at sørge for et sikkert arbejdsmiljø for at beskytte de ansatte mod arbejdsulykker. Derfor er en risikovurdering af lageret lige så vigtig som den almindelige lagerinspektion. 

2.1 Reolinspektion

Lagerreoler skal ugentligt gennemgås visuelt, og årligt skal der foretages en decideret reolinspektion. Uddannede medarbejdere kan udføre den visuelle gennemgang, hvorimod den årlige lovpligtige reolinspektion skal udføres af en kvalificeret reolinspektør. Efter den professionelle inspektion af lageret påsættes inspektionsmærker, der angiver, at anlægget er blevet efterset i henhold til de gældende regler (se brochure fra brancheforeningen FLAM her). BITO hjælper gerne med at foretage den årlige reolinspektion (se her). 

3. Principper for lageranlæg

Præcis planlægning og omkostningsberegning er en forudsætning for målrettet anskaffelse af det nødvendige udstyr. Man skal tage højde for de rumlige forhold, typen og mængden af varer, der skal opbevares samt princip for ind- og udlagring. Relevante principper omfatter bl.a.: 

● Overholdelse af sikkerheds- og hygiejnebestemmelser 

● Korrekt risikovurdering og inspektion 

● Omhyggelig dokumentation 

● Regelmæssig lagergennemgang 

● Tydelig mærkning af de lagrede varer 

4. Tjekliste for lageranlæg

For at sikre at alt er taget i betragtning ved en lagerinstallation, anbefales det at gennemgå følgende punkter endnu en gang og nedskrive resultaterne: 

● Hvilke varetyper skal opbevares? 

● Er varerne underlagt særlige krav til mærkning? Hvad kræves der? 

● Hvilket princip for ind- og udlagring af varerne skal anvendes? Hvordan kan lageret implementere dette? 

● Hvilke varer skal man have hyppig adgang til (lettilgængelige), og hvilke varer udtages sjældent (opbevaring på perifer lokation)? 

● Skal visse varer opbevares separat (fx økologiske vs. konventionelt dyrkede grøntsager)? 

● Skal der være et område, hvor kunderne selv kan afhente varer? 

● Hvor kan beskadigede eller snavsede varer opbevares midlertidigt? 

● Hvordan skal dokumentation af vareopbevaringen foregå? 

Følgende emner kunne måske også være interessante

BITO Newsletter