Kombination af manuelle og automatiserede lagersystemer
Indførelse af Industri 4.0-standarden, det internationale konkurrencepres og den accelererende e-handel gør procesautomatisering eller i det mindste delautomatisering stadig mere påkrævet. Mange virksomheder står over for at skulle tage stilling til, hvilke processer de kan eller ønsker at automatisere. Giver visse manuelle lagerprocesser overhovedet mening? Hvilke grænseflader kræver særlige hensyn, når automatiserede og manuelle løsninger skal kombineres? Særligt velegnede områder til automatisering er transport af varer mellem lagerområder, ordreplukning og ordretildeling samt effektiv ruteplanlægning (normalt via et lagerstyringssystem). Afhængigt af automatiseringsgraden kan forskellige niveauer defineres. Herudover skal en virksomheds automatiseringsløsninger være fleksible og skalerbare, så de kan tilpasses de aktuelle markedsforhold og virksomhedens vækst.
Forskellige grader af lagerautomatisering
I det manuelle lager er det mennesker, der udfører de fleste opgaver og tager de fleste beslutninger. Derfor er fejlprocenten relativt høj. Ikke desto mindre har manuelle lagre også fordele. De er nemt skalerbare, man kan ansætte vikarer, og processerne er normalt ret overskuelige. Den viden og det potentiale, som de (erfarne) medarbejdere i virksomheden har, kan udnyttes godt. Helt manuelle lagre er dog kun egnede til små sortimenter og et begrænset vareantal. Den første fase af en automatisering er implementering af et lagerstyringssystem (WMS = warehouse management system), uden hvilket automatiserede systemer ikke kan styres. Lagerstyringssystemet overtager beslutningstagningen og fordeler ordrer og ruter ud fra bestemte kriterier. Det styrer produktmængder, lagerpladser og de enkelte transportsystemer. Fra det overliggende host-system (et ERP- eller varestyringssystem) modtager WMS’et ordrer, administrerer dem i en database og sender dem efter passende optimering videre til det tilsluttede conveyor-system. Det overtager således styringen, kontrollen og optimeringen af komplekse lager- og distributionssystemer. Indførelse af et WMS medfører normalt også optimeret ordreplukning og anvendelse af plukkesystemer som fx voice-picking eller pick-to-light. Det næste niveau af automatisering er implementering af flere automatiserede lagersystemer og -løsninger og til sidst fuld lagerautomatisering (1).
Krav til automatisering på lageret
For at lagerprocesser kan automatiseres, skal en række krav være opfyldt. Ideelt set planlægges kontinuerlig drift (24/7), målprocesserne skal være klare og "validerede", og der bør ikke være nogen eller kun meget små sæsonudsving. Derudover skal der være en langsigtet planlægningssikkerhed med hensyn til lagerets krav (kasser, batchstørrelser, gennemløb). Jo mere disse krav afviger fra det "ideelle automatiserede lager", jo flere manuelle processer bør man planlægge. Automatiserede lagre har naturligvis både fordele og ulemper, som man kan læse mere detaljeret om under (1). De afgørende fordele er omkostnings- og personalebesparelser, fejlminimering, øget sikkerhed, højere gennemløb og høj kundetilfredshed. Da det bliver stadig vanskeligere at få kvalificeret personale, er automatiserede lagre mere og mere interessante. Automatisering kan dog også startes uden WMS og endda uden Wi-fi. Det førerløse transportsystem BITO LEO fra BITO automatiserer intern transport af plast- og papkasser samt bakker uden brug af IT men blot via kørestriber på gulvet, en SmartBox og markører (2).
Grænseflader ved kombinationen af forskellige processer
Fordelene ved et effektivt og gennemtænkt lagersystem er korte transport- og gåafstande, korte plukketider, høj omsætningshastighed samt god leveringskvalitet og -fleksibilitet. Materialestrømmene optimeres, og udsving mellem udbud og efterspørgsel opvejes af en høj grad af gennemsigtighed og overblik over lageret. Overordnet set omfatter et lagersystem ikke kun manuelle eller automatiske reolsystemer men også kontrolsystem, lagerstyring, lager- og conveyor-teknologi samt lagerpersonale (3).
WMS danner hovedgrænsefladen, når man kombinerer forskellige manuelle og automatiske lagersystemer. Opgaven for WMS er at administrere og optimere interne lagersystemer (4, 5). De forskellige omsætningshastigheder og adgangstider for de manuelle og automatiske lagersystemer skal ikke kun tages i betragtning i selve lagerplanlægningen men også ved ind- og udlagring af varer samt ved WMS’ ordreallokering til ordreplukkerne. WMS tildeler lagerpositioner til alle varer (langsomme, hurtige eller middel) baseret på kriterier og regler, som tidligere er defineret af logistikchefen. Hurtige varer opbevares fx i flowreoler og automatiserede reolsystemer (miniload, automatiseret smådelslager, autostore m.v.) (6).
Det overordnede WMS bruger et lagerstyringssystem (WCS = warehouse control system) til at synkronisere alle de automatiserede løsningers bevægelser, såsom palle-shuttles, til mere komplekse maskiner såsom sorterings- og transportsystemer, AGV'er eller stablerkraner. WCS gør det muligt at effektivitetsoptimere processerne i det automatiserede lager.
I tider med Industri 4.0 øges betydningen af kommunikation mellem maskiner eller automatiserede og manuelle løsninger via Internet of Things (IoT) mere og mere. Gennem IoT eller brug af kunstig intelligens (AI) kan alle manuelle og automatiserede processer optimeres, da data er let tilgængelige i netværket. Det fører til minimering af gennemløbstider og en optimering af hele logistikken.
Automatisering af ordreplukning
Under procesautomatisering kan plukning af kundeordrer naturligvis ikke gå i stå. Brug af WMS, WCS og Industri 4.0-teknologier muliggør naturligvis også integration af automatiserede systemer i ordreplukningen. Sådanne omfatter robotsystemer som automatiserede plukkesystemer, lager- og plukkerobotter, stablerkraner, shuttles, automatiske transportsystemer men også pakke- og etiketteringsmaskiner. Automatiseret plukning kan forbedre ordreplukningens nøjagtighed, hastighed og sikkerhed. Ordreplukkerne spares naturligvis også væk, og processerne bliver dermed mere omkostningseffektive. Ifølge robotproducenten Magazino er autonome plukkerobotter særligt værdifulde til små batchstørrelser (red. note: bredt udvalg men små mængder) inden for e-handel (7).
Litteratur
1 BITO Ekspertviden, Hvornår er det relevant at automatisere et lager?, Link
2 LEO locative – den ideelle løsning til automatiseret transport af kasser, Link
3 BITO Ekspertviden, Hvad er et lagersystem?, Link
4 Definition WMS/WMS, Warehouse Logistics, Link
5 Technical rule, VDI 3601:2015-09, Warehouse management systems, Association of German Engineers (VDI) (på engelsk), Link
6 BITO Ekspertviden, Omsætningshastighed og varerotation har indflydelse på lagerplanlægning og lagerhåndtering, Link
7 BITO Ekspertviden, Robotter og automation i lager 4.0 (på tysk), Link