Bæredygtighed og drivhusgasprotokollen

Bæredygtig forretningspraksis bliver stadig vigtigere for virksomhederne, da den i stigende grad udgør en konkurrencefordel og et kundekrav. Flere og flere virksomheder har indset, at bæredygtighed ikke kun handler om risikostyring men også åbner nye muligheder for at skabe en lønsom konkurrencefordel på sociale, miljømæssige og etiske områder (1). For at forfølge en pragmatisk og effektiv bæredygtighedsstrategi på virksomhedsniveau skal de forskellige emissionskilder identificeres og beregnes nøjagtigt (2). Virksomhedens CO2-aftryk (Corporate Carbon Footprint, CCF) betegner den samlede mængde drivhusgasudledninger, som virksomheden via sin aktivitet genererer direkte og indirekte. På baggrund af de indsamlede data ved registrering og beregning af CCF kan virksomhederne opstille individuelle mål for reduktion af deres drivhusgasudledninger. 

Drivhusgasser som kuldioxid (CO2), metan (CH4) og dinitrogenoxid (N2O) har den største indvirkning på klimaforandringerne og miljøet. De forskellige drivhusgasser, der frembringes langs en virksomheds værdikæde, registreres som CO2-ækvivalent (CO2-e i tons). Klimapåvirkningen af drivhusgasser eller det globale opvarmningspotentiale (Global Warming Potential, GWP) CO2-e varierer meget. En kemisk forbindelses globale opvarmningspotentiale er et mål for dets relative bidrag til drivhuseffekten, dvs. den gennemsnitlige opvarmningseffekt af Jordens atmosfære over en vis periode. Selvom metan kun forbliver i atmosfæren i omkring ti år, er dens opvarmningseffekt (over en periode på hundrede år) 28 gange større end kuldioxids (opholdstid i atmosfæren 1000 år). Dinitrogenoxid (opholdstid 120 år) har en opvarmningseffekt 273 gange stærkere end kuldioxid. 

Drivhusgasprotokollen (GHG) er den mest udbredte internationale standard for redegørelse over drivhusgasser. Den danner grundlag for mange andre standarder såsom ISO 14064 (drivhusgasregnskab og verifikation) og kan spores tilbage til Kyoto-protokollen fra 1997 og dens aftale om foranstaltninger og mål til bekæmpelse af klimaændringer. Den blev oprettet i 1998 gennem et fælles initiativ fra World Resources Institute og World Business Council for Sustainable Development. GHG-protokollen opdeler drivhusgasemissioner i tre grupper (Scope 1-3). Scope 1 dækker direkte udledninger fra virksomheden og omfatter blandt andet mobilt og stationært brændstof, og udledning fra industrielle processer. Disse udledninger er relateret til bygninger, køretøjer og stationære motorer, der drives af virksomheden (3). Scope 2 omhandler indirekte udledninger fra indkøb af energi genereret uden for den indberettende virksomheds drift, såsom el, varme samt kølesystemer med gas og damp. Det er områder, som virksomheden forbruger og kan kontrollere men ikke ejer og producerer selv. Scope 3 omfatter alle andre indirekte emissioner, der opstår i den indberettende virksomheds værdikæde, f.eks. fra indkøbte varer og tjenesteydelser, forretningsrejser, affaldshåndtering, investeringer, licenser mv. 

Ifølge GHG-protokollen skal alle emissioner fra Scope 1 og Scope 2 indberettes. Scope 3-udledninger skal ikke indberettes, men de har stor betydning for en holistisk og bæredygtig klimabeskyttelse. På grund af det store antal involverede aktører og processer kan rapportering af Scope 3 være meget kompleks og tidskrævende. Derfor kan det være hensigtsmæssigt at inddrage en ekspert i bæredygtighedsrapportering.

Den tredelte standard DIN EN ISO 14064, baseret på GHG-protokollen, er grundlaget for registrering og udligning af drivhusgasemissioner (4). Den bruges også til certificering af virksomheder. Certificering er ikke obligatorisk men kan betyde forbedret konkurrenceevne. Formålet med standarden er klart at definere drivhusgasser, hjælpe virksomheder og organisationer med at reducere deres udledning samt skabe gennemsigtighed og fremme innovation. Del 1 af ISO 14064 fungerer som grundlag og standard for drivhusgasrapportering i en virksomhed eller organisation. Den hjælper med at bestemme et CO2-aftryk og omfatter også foranstaltninger til at reducere drivhusgasemissioner. Inden for rammerne af standarden skal der defineres en såkaldt kvantificeringsmetode. Denne beskriver, hvordan de enkelte udledninger af drivhusgasser skal registreres, behandles og dokumenteres. Del 2 af standarden henviser til projektniveauet og bruges til at bestemme, kontrollere, reducere og dokumentere drivhusgasserne. Validering og verifikation af klimadeklarationer behandles i standardens del 3. 

Litteratur 

1 BITO ekspertviden, Optimering af affaldslogistik i virksomheden – 10 tips, Link (på engelsk) 

2 Guide: Hvad er Scope 1, Scope 2 og Scope 3 emissioner? ClimatePartner GmbH, Link (på engelsk) 

3 Dansk Industri: Forstå Drivhusgasprotokollen, og hvordan du begynder at arbejde med Scope 3, Link 

4 ISO 14064: Drivhusgas – regnskab og verifikation, ista SE, Link (på tysk)